Arbejdstitel for vores nye videoprojekt: Det parallelle univers

PROLOG

Der var engang to legesyge engle, der inderligt ønskede sig en legeplads. Og Vorherre skabte dem et vakuum, som de kunne boltre sig i. Så tog han en glødende himmelsten og pustede skaberstøv i den. Fra sit store støbekar tog han en fugtig klump ler og pressede den godt omkring den himmelske sten. – Flyv, kugle, flyv, sagde Vorherre, – og giv mine to legesyge engle noget at beskæftige sig med.

Og lerkuglen med den glødende himmelsten svævede i det store vakuum. De to legesyge engle betragtede den betaget. De så, hvordan den først svævede planløst omkring, hvordan den begyndte at fanges ind i en buebevægelse – først i en stor cirkel, så langsomt mindre og mindre, indtil cirkelbevægelsen næsten var forsvundet. Kun ganske få vibrationer var tilbage, som en stille vuggen, lige før den blev hængende ganske stille – midt i det tomme vakuum.

– Er det nu forbi? spurgte den ene legesyge engel.

– Jeg tror det ikke, svarede den anden legesyge engel. – Nej, jeg tror tværtimod, at det først er nu, det sker. Føler du ikke, at netop stilheden og ubevægeligheden varsler, at noget nyt vil ske?

Og netop, som det var sagt, skete det. Den brune lerkugle skiftede farve, en svag rødmen løb som tynde stråler ud i overfladens linjer, bredte sig og bredte sig, blev dybere og dybere, indtil kuglen til sidst var aldeles brændende og glødende i sit udtryk. Puf, sagde det så, puf! De to legesyge engle veg lidt forskrækket tilbage. Hvad skete der nu? Puf, pilafffff! Små ildkugler fløj ud af kuglen i alle retninger, lermasserne rev sig løs og fulgte med på ildkuglernes nye baner, nogle fløj parallelt, andre ramlede ind i hinanden, ind i ildkuglerne, hvirvledes rundt, kastedes omkring som i en flyvende dans.

Så begyndte lerkuglerne at flyve i cirkelbevægelser, rundt om ildkuglerne. Omkring hver ildkugle dansede en kreds af kugler i hvirvlende ringe, store og små cirkler. Ildkuglerne med deres dansende venner af ler fortsatte i hver sin retning – udad, udad – stadig længere væk fra hinanden.

– Hvad mon der sker, når kuglerne rammer vakuumets grænser? spurgte den ene legesyge engel.

– Så vender de vel om og kommer tilbage igen, svarede den anden legesyge engel.

Men da opdagede de, at vakuumets grænser flyttede sig, videde sig ud, åbnede vejen for de små og store kuglegrupper, der krævede mere og mere plads, efterhånden som de alle fjernede sig fra hinanden.

– Hvis vi bliver her, flyver de alle sammen væk fra os, sagde den ene legesyge engel.

– Så lad os fange dem, sagde den anden legesyge engel.

Og de rakte deres buttede englehænder ud efter de flyvende kugler, men kuglerne lod sig ikke standse. De ramte de små engles fingre med små smæld, englene ømmede sig, pustede på fingerspidserne, og så begyndte de at græde.

Vorherre så, at de to små legesyge engle var kede af det, så han kom for at trøste dem. – Flyv dog med, sagde Vorherre, – flyv med på en af lerkuglerne, så ser I, hvor den ender.

– Hvordan kan vi dog flyve med på en lerkugle? spurgte den ene legesyge engel.

– Vi er da alt for store til at sidde på lerkugler, sagde den anden legesyge engel.

Men Vorherre gav dem lov til at blive små, til at forvandle sig til lige, hvad de havde lyst til, så de kunne være på en af de små lerkugler. Og de kunne forvandle sig igen og igen så længe, de ønskede det, lige til lerkuglens ende.

– Så vil jeg med den dér, sagde den ene legesyge engel og pegede på en af lerklumperne.

– Ja, den er flot, den vil jeg også med, sagde den anden legesyge engel og pegede også.

Lerkuglen, som de pegede på, havde allerede fløjet et stykke tid og var kommet langt væk fra dem. De syntes, den var flottere end de andre. Den var som en forvandlingskugle, der lyste i forskellige farver, mens den drejede rundt om sin ildkugle og rundt om sig selv. Men den stærkeste af alle dens farver var den blå farve. Den bredte sig som i et drømmeskær, et slørhav af mystik, der gjorde de to legesyge engle nysgerrige efter, hvad der gemte sig på netop den lerkugle.

– Den blå planet, sagde Vorherre. – Terra hedder den, den er et godt valg, den skal I flyve med. Hvad vil I være på flyveturen?

De to legesyge engle kunne ikke finde på noget, så Vorherre måtte vælge for dem.

– Du, min første legesyge engel, sagde Vorherre, – du skal være en flue.

Vorherre gjorde sin ene legesyge engel ganske lille, formede den som en flue og satte den på den blå planet, som han kaldte Terra.

Så vendte Vorherre sig mod den anden legesyge engel, der sad og snoede fingeren om spidsen af sin ene vinge i bar spænding og befippelse.

– Og du, min anden legesyge engel, sagde Vorherre, – du skal være en kat.

Vorherre gjorde sin anden legesyge engel ganske lille, formede den som en kat og satte den på den blå planet, som han kaldte Terra.

Og sådan blev de to legesyge engle af Vorherres hænder båret ned gennem slørhavet af blåt, blev sat i en larmende vrimmel af liv, den ene som en flue, den anden som en kat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *